Færøerne 2015

I efteråret opstod ideen om at tage en tur et andet sted hen, mens Sabrina var på lejrskole. Valget faldt på Færøerne. Først egentlig fordi vi kender en, som troede hun skulle i praktik på øerne, men som siden viste sig at ende på Island. Island syntes vi dog var for stor en mundfuld til vores 5 dage, så vi holdt fast i Færøerne.

Helle havde i sin research sidste efterår fundet en campingplads, hvor vi kunne leje en campingvogn, men da vi så nåede til at skulle leje den – ja så kunne hun ikke finde den igen.
Til gengæld faldt hun over hjemmesiden www.skotti.fo. Her kunne vi leje en autocamper til fornuftige penge og da vi havde regnet på prisen for at leje den kontra booke en lejebil og et hotelværelse, ja så faldt valget på autocamperen.
Vi ville jo helst campere deroppe og mente at autocamperen ville give os frihed til at gøre det vi ville den enkelte dag. Og evt. køre derhen hvor vejret var godt....
At komme til Færøerne er let og hurtigt – når man som vi flyver derop. Det tager ca. 2 timer fra København og hvis man er MEGET hurtigt ude, så kan man få nogle billige billetter til ca. 750 kr. pr. person for en enkeltbillet.

Autocamperen skulle hentes i Torshavn og der er små 40 km dertil fra lufthavnen. Vi valgte at tage en taxa, men der kører også en bus. Taxaen kostede i øvrigt 350 kr. Selvom turen til Klaksvig var på under 60 km, så tog den nu alligevel tid at køre.

For vi var nødt til at stoppe mange gange undervejs!

Først skulle vi gøre stop i Torshavn for at geocache på et fint sted med udsigt til en nyere kirke. Det er altid vigtigt at finde den første cache i et nyt land :D

Dernæst skulle vi lige nyde udsigten ud over en fjord rigtig mange gange. Og se på får. Det med fårene kom til at følge os alle dagene, fordi vi var vildt betagede af dels de små lam men lige så meget af de mange forskellige farver lammene havde.

Og det med EN fjord var jo nok en underdrivelse – vi gjorde stop ved flere fjorde – bare for at nyde synet af det blå vand og fjeldet og den blå himmel. Det fås ikke smukkere i vores øjne.

Derfor stoppede vi også ved sundet Sundalgið for at nyde udsigten her.

Sundet er 40 km langt og adskiller de to øer Streymoy og Eysturoy. Tæt på stedet her findes bygden Oyri, hvor sundet kun er 150 m bredt og her kan man komme fra den ene ø til den anden via en bro.

De her får var ret nysgerrige - det var de ikke alle sammen! Nogle flygtede når vi kom, mens andre bare stod og kiggede...

På Eysturoy kom vi gennem Skipanes, som betyder skibsnes og som formentlig stammer fra det 8. århundrede, hvor vikingerne opankrede deres skibe her. I dag er Skipanes vokset sammen med en række af andre bygder, så der næsten er opstået en 10 kilometer lang bebyggelse langs fjorden.

Mellem fjordene krydser vi gennem dalene, som også er rigtig smukke...

For at komme over til Klaksvik skal man passere den 6,3 km lang undersøisk Nordøtunnel mellem Eysturoy og Bordoy.
Kun de to undersøiske tunneller koster i øvrigt penge at passere - sølle 100 kr. – og kun den ene vej.

Denne tunnel er bemærkelsesværdig da den er udsmykket midt på af den færøske kunstner Tróndur Paturssons lyskunst. Denne kunstner stødte vi på mange steder og skal nok nævne lidt mere om ham senere. Egentlig må man vist ikke stoppe nede i tunnelen men det kom vi altså lige til….

I Klaksvig fandt vi let vores første campingplads. Man kan vel nærmest sige at det er en børnehaves p-plads, der er beregnet for vogne og deres baghave, der er beregnet for telte!

I alt er der plads til 8 vogne og hvis det handler om små telte – så vel omkring det samme antal.

På en seddel stod der, at vi skulle henvende os i turistbureauet for at checke ind. Det ligger så nede i byen og lukkede flere timer før vi kom… Der var også et telefonnummer, vi kunne ringe til uden for åbningstiden, men den telefon var lukket. Vi besluttede os for at overnatte og så checke ind og ud næste morgen. Ulempen ved dette var, at så fik vi ikke en nøgle til toiletter og opholdsstue – som er i de to skurvognslignende bygninger. Stien her til venstre forbinder pladsen til vogne med pladsen til telte...

Der var elstandere til alle vogne og fra pladsen er der en skøn udsigt ned over Klaksvig – som desværre ligger lige i overkanten væk fra pladsen.

Der var et telt på teltarealet og så os der den nat. Ren hygge.

Næste morgen blev p-pladsen invaderet af biler, der skulle sætte børn af… Men heldigvis møder færøske børn åbenbart ikke så tidligt i børnehaven – og heldigvis larmer de ikke så meget…

Vi fik ordnet formalia næste formiddag, mens vi ventede på at kirken skulle åbne. Og slap med halv pris (75 kr.) for overnatningen, da vi ikke havde brugt faciliteterne...

En tur rundt i Klaksvik blev det også til - og her er mange fine hjørner.

På vores tur rundt i Klaksvik kom vi forbi rigtig mange skulpturer.

Skulpturen herover hedder Fipan Fagra og er skabt af den færøske kunstner Hans Pauli Olsen i 2008. Hans Pauli Olsen har skabt en række kunstværker på øerne og vi stødte hele tiden på dem.

Vandkunsten har vi ikke kunne finde oplysninger om, mens fiskekrogen herunder hedder Hukurin og er 5,6 meter høj.
Mindesmærket er rejst til ære for alle de mænd, der har mistet livet på havet. Denne type mindesmærker er der også rigtig mange af på Færøerne. Havet har jo været indtægtskilde for rigtig mange mennesker på øerne.

Skulpturen her er af J. F. Kjølbro, som var medvirkende til, at Klaksvik blev så stor. Klaksvik var oprindeligt 4 små bygder, hver især udsprunget fra sin egen bondegård. Siden voksede de sammen til Klaksvik. I 1838 blev stedet udpeget til at huse monopolhandlens handelsstation, der skulle dække nordøerne.

I 1915 havde Kjølbro bestyret filialen i nogle år, men var sideløbende medejer af et par fiskekuttere. Siden anlagde han en fisketørringsplads, en anlægsbro for motorbåde og opkøbte sammen med andre dygtige folk flere fiskebåde og motorbåde.
Siden anlagde han bl.a. en isfabrik, et skibsværft, en uldfabrik og en konservesfabrik. Virksomheden beskæftigede over 1000 mand i 1960'erne og det er derfor ikke uden grund, at der er rejst en skulptur af manden bag.

Som i øvrigt også var formand for en række bestyrelser, med i den lokale kommunalbestyrelse og i lagtinget i en periode.

Christianskirken er en ret ny kirke bygget i gammelnordisk stil. Den blev indviet i 1963 under overværelse af den daværende danske konge Kong Frederik IX og hans 3 døtre. Kirkens tagkonstruktion er den samme som i vikingehallerne og er særdeles velegnet til koncerter.

Kirken er tegnet af Peter Koch og opført med gavle af basalt og sider i træ. Kirken har plads til 1000 personer og på en normal søndag kommer ca. 400!

I vestgavlen ses et glasmosaik som forestiller Kristus som verdens bærende kraft. Mosaikken er udført af den danske kunstner Ulrikke Marseen.

Altertavlen er fra 1901 og altså malet lang tid før kirken blev bygget og er af den danske maler Joakim Skovgaard. Freskomaleriet er oprindeligt malet til Viborg domkirke men blev angrebet af salte fra pudslaget og flyttet til Statens Museum for Kunst. Nu er et freskomaleri jo ikke sådan lige til at flytte, idet det oprindeligt er et kalkmaleri malet direkte på det våde kalkpudslag. Derfor lavede man en såkaldt aftrækning af maleriet - det tog 3 måneder at behandle maleriet, før det kunne trækkes af og opklæbes på lærred. Siden blev det flyttet til kirken her i Klaksvik, hvor buen er specielt bygget til det.

Døbefonten er af granit og er fra Nordsjælland. Man mener det er en 4000 år gammel hedensk offerskål og hvis man kigger godt efter, så ses der en rød farve i bunden som efter sigende skulle være blod.

Kirken har en rigtig båd som kirkeskib! En áttamannafar, som er en båd til 8 roere. Båden var den sidste, der blev bygget til præstegården i Viderejde.
Båden blev brugt til at sejle præsten rundt med og var som mange andre både på fiskeri lillejuleaften i 1913. Denne nat forliste mange både og mange mænd omkom.

Vi kunne godt have tænkt os nogle flere billeder ned gennem kirken, men der skulle være begravelse senere, så det var desværre ikke muligt.

Lige nord for Klaksvik ligger et par små tunneller. Autocamperen KUNNE køre igennem, selvom Søren var så bekymret for om det nu gik, at Helle måtte ud at kigge efter.
Midt mellem de to tunneller løber et fint lille vandløb ned ad fjeldet og nede ved vandet ligger bygden Arnefjord.

De to tunneller stammer fra 1967 og indtil da kunne man ikke køre til bygden.
Vi parkerede oppe ved tunnellerne, men kunne sagtens have kørt ned. Vores ben trængte bare til lidt motion :) Og så nyder man udsigten SÅ meget mere, når man tager turen i gå-tempo og samtidig får alle duftene med...

Bygden har en fin lille kirke, som til vores store overraskelse var åben! Det skal man ellers ikke lige forvente på Færøerne.

Det er ikke lykkedes os at finde så meget materiale om kirken, men den blev i hvert fald indviet i 1937 og har et fint alterbillede.

Så mødte vi igen en af Hans Pauli Olsens skulpturer. Denne hedder Tróndur í Gøtu. Tróndur eller Trond på dansk var vikingehøvding på Færøerne omkring 945-1035.

Trond er sammen med Sigmundur Brestisson den centrale figur i Færingesagaen. I sagaen spiller han den onde rolle - og beskrives således: Trond var en høj mand med rødt hår og rødt skæg, fregnet og barsk af udseende, med en skummel tankegang, durkdreven og lumsk i alle sine planer, uselskabelig og ond over for almindelige mennesker, men honningsød over alle, der stod over ham, men altid svigefuld i sit hjerte - mens Sigmundur får den gode rolle.

Dette kan dog i øvrigt forklares med, at sagaen er nedfældet af islandske munke og da Sigmundur kristnede Færøerne blev det naturligvis ham og ikke den hedenske Trond, der blev den gode.

I dag siger man dog ofte at Trond var en tidlig færøsk patriot, der kæmpede for øernes selvstændighed, mens Sigmundur sørgede for at de kom under den norske konge!
Læg mærke til birkeafslutningen og både tagrende og nedløbsrør er lavet i sortmalede brædder. Desværre kunne vi ikke komme ind i Gøtu Kirke - men vi kiggede ind og så, at hver stolerække bestod af et smalt bræt at sidde på og et som ryglæn.

Gøtugjógv ligger lige ved siden af Gøtu og et sted et godt stykke oppe af fjeldet, havde Trond en udkigspost! Det var nødvendigt, da han ellers ikke havde mulighed for at se om fjenden nærmede sig af søvejen.
Vi kravledede derop - og det var hårdt! Gps'en sagde, at der var en højdeforskel på 108 m på de 212 m, der var i lige linje derop. Til andre geocachere: terræn = 2...

På vores tur kørte vi ud i enden af rigtig mange veje - helt derude, hvor vi bare kunne vende og køre samme vej tilbage. Og helt derude, hvor vejen var så smal, at der var møde-lommer hele tiden.
Men det var også helt derude, vi fik nogle af de flotteste oplevelser. Blandt andet kom vi forbi bygderne Hellurnar og Oyndarfjørður. De to bygder ligger tæt på hinanden, men især den sidste var interessant, for her ligger de ejendommelige Rinkusteinar - eller rokkesten. Det er to stor sten, der ligger og rokker i vandet.

Sagnet siger at en gammel troldkvinde forbandede to sørøverskibe, så de blev til sten og for evig tid skal stå ved strandkanten og rokke hvileløst frem og tilbage.

Nu var der ikke meget gang i vandet, da vi var der og derfor rokkede de nu heller ikke så vildt. Men det var tydeligt at se på kæden, som er fastgjort til den ene sten, at stenen faktisk bevægede sig.

Fra Oyndarfjørður fortsatte vi videre mod bygden Gjógv. Turen gik langs fjorden indtil Funningur og derefter op over fjeldet. Stedet er et meget yndet sted for både turister men også for færinger.

Kirken er fra 1929, men aflåst. Det var ved at være en dårlig vane at komme til en låst dør. Overfor kirken i en lille indhegnet anlæg (af hensyn til fårene ;) ) findes et mindesmærke for de, der ikke kom tilbage fra havet.

Ellers er Gjógv en lille hyggelig by med et vandløb ned midt gennem byen og små smalle gader.

Gjógv betyder kløft på færøsk og henviser til den lille naturhavn som bygden ligger ved.

Bådene sejles ind i bunden af kløften og herfra kan de trækkes på land og via en rampe helt op af kløften, så de undgår at blive smadret af brændingen i tilfælde af uvejr.

Oven for rampen står denne vogn, som er beregnet til at trække op og ned af skinnerne ned i naturhavnen. Ved siden af havnen fandt vi båden, som har været brugt til at fiske fra.

Vi fortsatte fra Gjógv mod Eiði, hvor vi ville overnatte. På turen var vi flere gange kommet forbi små klatter sne, men nu kom vi virkelig ud for sne! Turen gik op over fjeldet af vejen Gjáarvegur. Vejen er lukket om vinteren, men på denne tid af året var det muligt at komme over.

Vejen er snoet og da vi nærmede os Eiði fik vi det første kig ud på Risin (klippen længst ude i havet) og Kellingin (som står med spredte ben tættere på land), der siges at være forsteninger af en islandsk kæmpe og hans troldkvinde. De fik til opgave at slæbe Færøerne op til Island. Troldkvinden klatrede op på bjerget Eiðiskollur for at binde et reb rundt om Færøerne. Dernæst skulle hun skubbe øerne op på ryggen af kæmpen. Første gang fik hun dog taget for hårdt fat så den nordlige del af bjerget revnede. Hun forsøgte igen, men tiden gik og da det lysnede skyndte hun sig ned til kæmpen i havet, men de var alt for langsomme og blev ramt af solens stråler, hvorefter de forstenede.

Senere på vores tur fik vi dem i øvrigt at se fra den anden side.

Natten skulle bruges på Eiði Camping. Campingpladsen er meget ny og derfor er alt ikke på plads, da vi kommer. Vi kontaktede derfor campingchefen Martin, som var hos i løbet af 2 minutter. De havde ikke lige forventet at få danskere på besøg midt i maj :)

Men her var vi altså og skulle nu stifte bekendtskab med en gammel fodboldbane lavet om til campingplads. Det betød f.eks. kunstgræs under hjulene :) Og at vi kunne tage bad i trænerens gamle omklædningsrum.

Det betyder også en helt plan campingplads. Og derfor er det bare ekstra ærgerligt at autocamperen ikke er plan eller at vi har fået kiler med. Øverst i det gamle klubhus er der fællesstue med en fantastisk flot udsigt ud over Atlanterhavet.
Derudover kommer der en legeplads, minigoldbane, varmepot (udendørs spa :) ), mulighed for at leje campingvogn og meget andet. Pris pr. nat: 170 kr.

Og så kan man også være heldig at få en ekstra opgave under sit ophold: at få et lam genforenet med sin mor. Da de havde stået på hver sin side af banderne i lang tid og bræget om kap og ikke rigtig havde fundet sammen igen, så forbarmede vi os over dem og hjalp lammet på rette vej.
Det var nu heller ikke let, for der hvor der ikke er bander, er der mange steder hegn... og at drive et lam i den rigtige retning var nu heller ikke let...

Bag campingpladsen ligger søen Niðara Vatn og rundt om den går en fin sti ind til Eiði. Selvfølgelig gik vi af stien helt ind til byen - en rigtig dejlig aftentur.

På turen kan man lige få et kig ind på campingpladsen og ind på byen. Stien er jævn og let og kun få steder skal der krydses en smal rende.

På turen inde i Eiði gik vi også ned til havnen. Vejen derned bød på små smalle gader, som kræver lidt af lastbilchaufførerne, som skal der ned.

Nede i havnen blev der bygget bure til lakseopdræt. Vi har set burene ligge ude i fjordene rigtig mange steder her på Færøerne.

Efter en rigtig hyggelig snak med Martin og hans kone Hertha om aftenen og en god nats søvn, så klatrede vi næste morgen lige op på fjeldet bag pladsen og nød det sidste smukke kig ind over Eiði. Vi kommer helt sikkert gerne igen til denne perle.

Vi fortsatte ned mod Vestmanna - dog med en række svinkeærinder :)

Første stop gjorde vi på vejen for at nyde udsigten over mod Færøernes højeste vandfald Fossá. Vandfaldet er smukt i solen, men langt væk.
Det måtte vi naturligvis gøre noget ved, så vi fandt et sted at krydse vandet og kørte retur på den modsatte side.

Og så endte vi her - lige ved siden af det. Fossá er Færøernes højeste vandfald. Det falder 140 meter fra søen Langasandur og ned over fjeldets terrasser.

Og selvom der derfor ikke er tale om 140 meter frit fald, så er det dog alligevel imponerende at stå ved siden af. Og her om foråret er der fint med vand i det.

Nu kunne vi have vendt om, men vi fortsatte ud af vejen - som i øvrigt blev smallere og smallere.
Ude i enden ligger bygden Tjørnuvík, men inden vi kom helt derud kom vi igennem en anden lille bygd: Haldarsvík.
Haldarsvík har en fin - aflåst - 8-kantet kirke. Kirkens altertavle - som vi så gennem vinduerne, viser nadverens indstiftelse. Dog er alle de 12 apostle afbildet med nulevende færingers ansigter.
Mindesmærket her til højre er rejst til minde om de, der mistede livet på havet. Der er også et lille vandfald - Kluftá - i byen.

Helt ude i enden af vejen ligger så Tjørnuvík.

Stedet har været beboet siden vikingetiden, idet der er fundet en gravplads her i 1956. Der er også fundet en keltisk bronze-ringnål, som vidner om at der har været forbindelser mellem de færøske bopladser og de Britiske Øer allerede den gang.

Samtidig er her en flot udsigt over mod de 73 og 75 meter høje klipper Risin og Kellingin.

Det med afstikkere skal tages helt bogstaveligt. For i stedet for at fortsætte til Vestmanna - ja så kørte vi af den gamle vej over fjeldet mod Torshavn. Og fra denne vej lavede vi endnu flere afstikkere og endte oppe på en lille smal vej der hedder Mjølkadalur. Og autocamperen kunne da lige være der :)

Hvad skulle vi så deroppe? Jo vores taxachauffør havde fortalt om den fantastiske udsigt deroppe og den måtte vi lige op at se. Og den VAR helt fantastisk. Så fantastisk at vi lige måtte sidde i læ og nyde den...
For blæser - ja det gør det heroppe!

Længere ude af vejen mødte vi en anden sidevej ned mod bygden Norðradalur. Vi gjorde stop lige før bygden for at prøve kræfter med en terrænmæssigt svær geocache. 4½ stjerner i terræn ER svært og det tog ca. 1½ time at komme ned i bunden af kløften, finde cachen og komme op igen.

Kun Søren klatrede ned og imens kunne Helle så nyde udsigten til den meget alternative gyllespedningsteknik (som nok ikke var accepteret af den danske miljøminister) og se nærmere på en gammel fårefold - eller på færøsk: en rætt.

For indtil ca. 50 år siden samlede man alle bygdens får her inden de blev drevet i samlet flok til Tórshavn for at blive solgt der.

Vores vej måtte jo nødvendigvis gå forbi Kirkjubøur - den sydligste bygd på øen Streymoy. For her er nok Færøernes vigtigste kulturelle arv. I middelalderen var bygden bispesæde med omkring 50 huse.

Ólavskirkjan (den hvide kirke med den flotte låge) er den ældste kirke på stedet. Den er fra det. 12. århundrede og er faktisk den eneste middelalderkirke på Færøerne, der stadig er i brug.

Portens glaskunst er lavet af kunstneren Tróndur Patursson.
Bag kirken findes ruinen Magnus Katedralen - eller i daglig tale: Múgurin (Muren). Den blev påbegyndt omkring år 1300, men om den nogen sinde blev færdig er uvist. Den kan også bare være faldet sammen gennem tiden. I dag er der kun de 1½ m tykke mure tilbage og også de forfalder. I et forsøg på at beskytte ruinen er dele af den i dag overdækket, men det diskuteres stadig, hvordan man bedst bevarer den.

Sidste vigtige brik i det kulturelle puslespil i sognet er Kongsgården også kaldet: Kirkjubøargarður. De ældste dele af træhusene stammer fra 1000-tallet og kaldes roykstovan.

I dag bebos gården af familien Patursson på 17. generation! Og gården er Færøernes største gård. Det er muligt at komme ind i dele af gården. Når der ellers er åbent ;)

I øvrigt blev den senere Kong Sverre af Norge født her i bygden i 1151...

Natten tilbragte vi på Vestmanna Camping. Turens største campingplads på havnen i Vestmanna med plads til 100 vogne.

Og da vi ankom så det da også ud som om, vi ikke skulle sove alene for en gangs skyld - men det viste sig at her var tale om ubeboede fastliggervogne :)

Pladsen har et flot køkken inde, et udekøkken, en samlingsstue, en overdækket terrasse med borde og en fin legeplads.

Derudover er der toiletafdelingen: 1 toilet og 1 bruser hos både herrer og damer!

Stormsikring er af en lidt anden type end den vi ser i Danmark: kraftige kæder med kraftige remme fastgjort 4 steder til campingvognens undervogn. Ellers dækker forsikringen ikke fik vi oplyst.

I øvrigt mødte vi slet ikke noget personale her på Vestmanna Camping, men checkede selv ind og ud og lagde betalingen på 180 kr. i en kuvert og smed den ned i en postkasse...

Her var der i øvrigt et stort supermarked i en af hallerne lige ved siden af. Og tankstationen bag pladsen solgte frisk morgenbrød.

Vi havde valgt at overnatte i Vestmanna, fordi vi gerne ville ud på en fuglekiggertur.
Turen skal bestilles på forhånd hos f.eks. www.puffin.fo. Vi havde tænkt at starte ferien med turen, men da der skal være mindst 8 deltagere for at turen bliver gennemført endte vi med at det blev anden sidste dag for at være sikker på at turen blev gennemført.

Samtidig var det var tidligt på året, så de kunne heller ikke garantere, at der var så mange fugle endnu...

Da vi bookede turen fik vi flere gange at vide, at turen kom til at foregå i åben båd. Ja-ja, vi ville nok alligevel aldrig have sat os ind bag en glasrude, hvis vi kunne undgå det.
Det blæste kraftigt om morgenen, så vi tog godt med tøj på - inkl. huer og regntøj. For regntøj holder ikke kun regnen ude - men også blæsten.

Da vi kom ned til skibet fik vi at vide at turen ville blive en anden i dag, fordi det blæste for voldsomt til den normale tur. Og at turen derfor kun var for vikinger med et stærkt sejlerhjerte :)

Vi kom da forbi lidt fugle på vejen selvom søpapegøjen ikke var i blandt :( Disse er en mågefugl, som yngler på de lodrette klippevægge. Når ungerne er så store at de skal flyve ud fra reden, er de i øvrigt så fede, at de lander i vandet og ikke kan lette derfra igen i de første dage. Så er det de lokale sejler ud og fisker dem op med et net... For de skulle smage godt :D

Selvom det blæste godt, så var turen alligevel betagende smuk. Og skipper på båden var god til at fortælle undervejs.

Som det ses var vejret ikke det bedste, men det holdt stort set tørt - undtagen når vi krydsede ind over bølgerne på en uheldig måde...

Det var også skipper, der kunne berette om bygden helt herude i ingenmandsland. Det var stadig kun muligt at komme dertil i båd eller på ben over fjeldet. Og der var ikke el i husene. Da der boede flest boede her 80 personer og der var skole på stedet.

I dag er bygden sommerhusområde og et af de nuværende huse fylder i øvrigt lige så meget som 3 af de oprindelige huse.

Der var også grotter på denne tur - bare ikke så store og flotte. Den ene var en sæl-grotte. Her vogtede en sæl i indgangen - de øvrige sæler svømmede længere ind og kravlede op i en hule længere inde...
Og der var også fritstående klippeformationer på turen - vi kunne bare ikke sejle rundt om dem pga strøm og bølger.

Efter en kold og blæsende sejltur satte vi vejen mod Tórshavn.
På vejen kom vi forbi frilandsmuseet Hoyvík, der består af ”Hoyvíksgården” med omkringliggende arealer.
Museet har restaureret de gamle bygninger fra gården, og det er planen, at disse skal være kernen i et udendørsmuseum.

I Tórshavn må man ikke snyde sig for en tur gennem Tinganes. Navnet stammer fra det ting, som efter sigende blev etableret her på næsset helt tilbage i 825 - altså i vikingetiden.
I begyndelsen var dette ting et alting - altså et ting hvor alle frie mænd kunne møde frem og forhandle og træffe beslutninger. Siden blev det til et løgting (lovting), der blev ledet af løgmaður (= lovsigemanden) og med deltagelse af repræsentanter fra alle dele af landet.

Yderst ude på næsset ligger Skansapakkhusið, som i dag er landstyrets hovedbygning.

Når man bevæger sig videre ind i landet herfra, så kommer man forbi en række røde bygninger - det er gamle røde pakhuse fra monopolhandlens tid og huser i dag en del af Lagmandens administration.

Videre ind mod byen skifter husene karakter og bliver sorttjærede med græstørv på taget.

Selve næsset deler havnen i to dele: Eystaravág og Vesteravág og huser ud over Løgtinget også Tórshavns ældste bydel: á Reyni.
Hovedgaden ned gennem området hedder Gongin og længden af den vidner om hvor lille byen en gang var.

I den nordlige ende findes domkirken, som desværre var under reparation og helt umulig at komme ind til :(

Vi kom også forbi en række kunstværker - mange flere end vi viser her!
Tróndur Patursson har lavet en fantastisk installation i indkøbscenteret SMS. Den består af en trappe og en lodrette søjle. I søjlen skifter lyset hele tiden farve. Man kan også finder hans glaskunst i lufthavnen i Vagar, men han har f.eks. også udsmykket et p-hus i Vejle og Tornbjerg Kirke i Odense.
Mange af Tórshavns skulpturer er udført af Hans Pauli Olsen. F.eks. fuglene her til venstre, som har en mandsperson, der skuer over vandet på den anden side.
Skulpturen er et mindesmærke for Poul Poulsen Nolsøe (eller Nólsoyar Páll), som kæmpede for frihandel på Færøerne.
Fuglene henviser til en vise - Fuglakvæði -, han skrev og hvor han iklæder sig hammen fra en strandskade og forsvarer alle de små fugle mod angreb fra rovfuglene. Siden har strandskaden (Tjaldur) æret nationalfugl på Færøerne. Hans Pauli Olsen står også bag skulpturen 'Idræt' herunder.

Den sidste nat på Færøerne skulle tilbringes på Tórshavn Camping. En plads der ligger ca. 1,2 km fra havnen, så vi kunne komme rundt til fods.

Pladsen har de lækreste faciliteter vi har set på Færøerne - ja og mange andre steder. Servicebygningen er så ny, at den ikke var helt færdigindrettet - bla. skulle der købes lidt billeder til opholdsrummet. Bad og toiletforhold var udelukkende små familierum med toilet, bruser og vask. Rigtig lækre faciliteter at slutte ferien af med - til gengæld ligger den prismæssigt også højt: 240 kr. for en nat.

Nu har vi jo vist jer mange billeder af autocamperen ude fra - så her kommer lige et par stykker inde fra.
Den har 4 sovepladser fordelt på to dobbeltsenge - en bagerst og en i fronten. Vi tog den bagerste, som var fin bred, men man skal lige huske at der er langt ned.
Derudover har den et fint køkken, et super køleskab og et lille toilet med bad. Og fin spiseplads til 5.

Og hvordan har det så egentligt været at køre rundt i sådan en? Jo, den er lidt træls, når der skal parkeres - for den passer ikke helt ind på en almindelig p-plads. Det har givet lidt problemer undervejs, men det har lykkedes os alle steder at finde et sted at parkere.
I forhold til et hotelværelse eller en lejet campingvogn på en campingplads har det været en fin måde at komme rundt på. Vi har sluppet for at køre frem og tilbage samme dag, men har kunnet overnatte hvor vi lige nåede til.

Og hvad kostede det så egentlig at leje autocamperen? Jo vores 4 nætter kostede ca. 4000 kr. incl. gas. Sammenholdt med at skulle leje et hotelværelse og leje en bil, så fandt vi det ok. Og ville vi så leje den igen - ja, det kunne vi helt sikkert godt finde på...

Sidste dag havde vi ikke så meget tid, men en hurtig tur op til Norðurlandahúsið (Norden Hus) blev det da til. Huset er tegnet af den norske arkitekt Ola Steen og her er norske stenfliser, finske stole, vægge af svensk træ, dansk stål og glas, islandsk tagkonstruktion og færøsk græs på taget.
Bygningen blev taget i brug i 1983 og bliver brugt til udstillinger, koncerter, teater, kongresser mm. Ligeledes fik vi et hurtigt kig på Tórshavns skanse - Skansín - som er bygget i 1580 for at beskytte byen mod sørøvere.
Siden har den været fængsel og under 2. verdenskrig kommandocentral for The Royal Navy. Kanonerne på Skansín stammer fra 1776-1813.
Derefter fik vi afleveret autocamperen og fundet bussen ud til lufthaven - 180 kr. for os begge. Og et par timere senere sad vi i lufthavnen og yderligere et par timer senere stod vi i hektiske Københavns Lufthavn. Puha et kulturchok - vi plejer jo altid at have mindst en dags køretid til at omstille os i - her gik det lynende stærkt og vi var slet ikke klar til menneskemyldret :(

Skal vi til Færøerne igen? Ja det skal vi. For der er stadig nogle interessante øer, som vi ikke fik besøgt - og så skal Martin og Hertha og Eiði Camping nok lige have et genbesøg. Vi tabte helt vores hjerter til det sted :)